Video : Tipsbladet
Premier League

Stadig ingen spor af Sala: Myndigheder opgiver redningsaktion

Eftersøgningen efter Cardiff Citys rekordkøb, Emiliano Sala, er ikke længere en redningsaktion, oplyser myndighederne til Sky News.

De britiske myndigheder har onsdag fortsat eftersøgningen af Cardiff Citys nylige rekordkøb, Emiliano Sala, der sammen med en pilot forsvandt i et fly fra Nantes, som Sala skiftede fra, til Cardiff over Den Engelske Kanal mandag aften.

Nu er der dog kommet en ret så nedslående melding.

Kystvagten Channel Islands Air Search har nemlig meddelt til Sky News, at man har opgivet at finde de savnede personer i live. Eftersøgningen har derfor skiftet karakter fra en redningsaktion til en såkaldt bjærgningsaktion, hvor det mest af alt handler om at finde det fly, som formentlig er styret ned.

Myndighederne gennemsøgte tirsdag et område på godt og vel 3000 kvadratkilometer, men har altså fortsat ikke fundet andet et par objekter i farvandet ud for kanaløen Guernsey.

Emiliano Sala havde netop gennemført et skifte til Cardiff City og skrevet under på en kontrakt til sommeren 2022.