Video : Tipsbladet
Premier League

Succesfuld Liverpool-stopper: Fremtiden ser ganske lys ud

Liverpool-stopperen, Virgil van Dijk, spår en lys fremtid for Liverpool-holdet, som han mener indeholder meget kvalitet.

Liverpool formåede at vinde Champions League i den netop afsluttede sæson. Derudover endte de på en overbevisende andenplads i Premier League, efter et dramatisk kapløb med Manchester City, der sluttede et point over dem. 

På det mere individuelle plan bød sæsonen også på en hæderlig pris til Virgil van Dijk. Han blev nemlig kåret til årets spiller i Premier League, hvor han spillede samtlige kampe for Liverpool. Og den 27-årige hollænder spår Liverpool-mandskabet en lys fremtid. 

- Jeg synes, at fremtiden ser ganske lys ud. Vi har et fantastisk hold fyldt med spillere, der har lyst til at udvikle sig og vil give alt for holdet og klubben. Der er så meget kvalitet i holdet. Indimellem indser man slet ikke, hvor god en gruppe spillere vi har. Så vi går en fantastisk fremtid i møde, siger han ifølge Liverpools hjemmeside. 

Virgil van Dijk skiftede til Liverpool i december 2017, og siden da har han fået en status som en af de bedste forsvarsspillere i verden.