Tåbelig Fabregas-udvisning kostede i Chelsea-nederlag
Foto: Rui Vieira/Polfoto
Premier League

Tåbelig Fabregas-udvisning kostede i Chelsea-nederlag

Cesc Fabregas tabte hovedet, da han skød bolden i hovedet på en modspiller. Hans røde kort gjorde det svært for Chelsea, som tabte 3-0 til West Bromwich.

Et dumt rødt kort blev dyrt for de engelske mestre fra Chelsea, da de tabte 3-0 til West Bromwich i mandagens Premier League-opgør.

West Bromwich viste allerede efter fem minutter, at de kunne være farlige, da Callum McManaman forsøgte et skud mod Chelsea-målet fra en spids vinkel, som røg lige forbi mål.

Chelsea var dermed advaret, men de var alligevel ikke vågne, da hjemmeholdet tog føringen kun fire minutter senere. Saido Berahino fik ikke meget plads udenfor feltet, men det var nok til, at han kunne sende et flot spark udenfor Thibaut Courtois' rækkevidde i mål til 1-0.

Kampens største drama kom efter en lille halv time, da en stor gruppe spillere samledes omkring kampens dommer efter skubberier i feltet. Udenfor gruppen stod Cesc Fabregas med bolden, som han ud af det blå skød ind mod gruppen, deriblandt dommeren, som nemt kunne være blevet ramt. 

Bolden ramte i stedet Chris Brunt, og efter dommerens korte snak med linjedommeren modtog Fabregas et fortjent kort i postkasserød. 

Den aktion gjorde det svært for Chelsea at komme tilbage i kampen, og det blev endnu sværere, da Saido Berahino fordoblede sin og West Bromwich' scoring kort efter pausen. 

Chelsea fik deres muligheder i anden halvleg. Blandt andet et skud på stolpen og en kæmpe chance til en fri Nemanja Matic, men det blev i stedet Chris Brunt, der lukkede kampen med sin 3-0-scoring. West Bromwich tog et kort hjørne, og et passivt Chelsea-forsvar gik ikke tæt på Brunt, som hamrede et skud forbi Thibaut Courtois.

Resultatet betyder ikke det helt store for tabellen, hvor Chelsea har sikret sig mesterskabet, og hvor West Bromwich holder sig på 13. pladsen, dog nu med 44 point.