Video : Tipsbladet
Premier League

Thomas Frank beundrer Bielsa: Han er fodboldens Godfather

Thomas Frank lægger ikke skjul på, at han er en stor beundrer af Marcelo Bielsa.

Leeds United med argentinske Marcelo Bielsa i spidsen har fået massiv omtale den seneste tid, efter det for en uge siden kom frem, at en ansat i Leeds måtte fjernes fra Derby Countys træningsanlæg. De to klubber tørnede sammen i weekenden, og Leeds-manden var sendt på spiontogt af Bielsa, der efterfølgende ikke ligefrem har givet udtryk for dårlig samvittighed over den beslutning. 

I samme række som Leeds huserer Brentford FC, der som bekendt har danske Thomas Frank som manager, og han har også noteret sig hele spionsagen med Marcelo Bielsa som hovedperson.

- Jeg synes, det handler om etikette. Det handler for det første om at vise respekt, men vi gør også alt, vi kan for at få information om modstanderen. Vi bruger jer journalister, hvad I har at sige om en specifik startopstilling. Hvor har I den information fra? Det har I, fordi i har regnet noget ud eller talt med en god kilde, der måske ved det. Er det okay?, siger Frank til football.london og tilføjer om Bielsa:

- Jeg er enig i, at han muligvis er gået over stregen, men det er en kamp derude, hvor det handler om at få den bedste information om modstanderen. Han er en af fodboldens Godfather - han er fantastisk. Jeg er en stor beundrer af ham i mange henseender, men når man er én af verdens bedste trænere og en stor inspiration, så er der en hårfin grænse mellem at være genial eller noget helt andet.

Thomas Frank og Brentford FC er nummer 17 i Championship, mens Marcelo Bielsa har ført Leeds United til en førsteplads efter 27 spillerunder.