Video : Tipsbladet
Premier League

Tidligere Bolton-dansker: Kæmpe forskel på Championship og Premier League

Der er ingen tvivl om, at finalen om at rykke op Premier League står som noget helt specielt for Michael Johansen.

Det er måske den kamp i verden med flest penge på spil, der lige nu bliver spillet på Wembley mellem Aston Villa og Derby. En kamp, som Michael Johansen selv stod i for Bolton mod Watford i 1999, og han er ikke et øjeblik i tvivl om kampens betydning.

- Man blev hele tiden påmindet om, hvor mange penge man spillede om, og at det ville være fedt at komme tilbage til Premier League, siger Johansen ifølge EB.dk og understreger, at det var umuligt at lukke det ude.

Dengang tabte Johansen sammen med Per Frandsen, Claus Jensen, Bo Hansen og resten af Bolton-mandskabet til Watford, og siden er økonomien i kampen vokset markant. Det betyder også, at flere spillere indimellem kommer i klemme, fordi vinderne køber nye spillere.

- Der er kæmpe forskel på at være Championship-spiller og spille i Premier League, siger Michael Johansen.

- Men nogle af dem (spillerne, red.) kommer også i klemme. Det hold, der kvalificerer sig, skal forny truppen. Det får de også en masse penge til, forklarer han.

Vinderholdet rykker op i Premier League, mens taberne må tage en sæson mere i Championship.