Video : Tipsbladet
Premier League

Tidligere topdommer i Premier League vil passe fløjten i Norge

Han blev fyret af Premier League, men nu kan der være en ny mulighed for engelske Bobby Madley. I Norge.

Han var et stort dommertalent, men i sommer var han færdig i verdens vel nok største liga. Engelske Bobby Madley blev fyret, efter han ifølge flere engelske medier på Snapchat gjorde grin med en udviklingshæmmet person.

Siden er Bobby Madley flyttet sammen med sin norske kæreste, og det kan være i netop Norge, at han får en ny chance som topdommer.

Bobby Madley, 33 år, går dog ikke direkte ind og dømmer i den bedste norske række. Han har skullet starte med at melde sig ind i en dommerklub, og så er planen, at han henover vinteren skal fløjte nogle træningskampe.

Det norske fodboldforbund udgiver i december en rangering af dommerne. På den måde finder man ud af, hvem der skal dømme elite, og hvem der ikke skal. På den liste vil Madley i første omgang ikke figurere, men det kan være, at når sæsonstarten i foråret nærmer sig, at han kommer på.

- Han skulle først være medlem af en norsk klub, og han er blevet medlem af Abildsø. Han skal ud på banerne i løbet af vinteren og blive kendt i miljøet og dømme testkamp før sæsonen. Det forholder han sig også positiv til, siger dommerchef Terje Hauge til NRK.

Bobby Madlet er helt med på, at han skal gøre sig fortjent til at fløjte Nicklas Bendtner og resten af Eliteserien.

- Jeg er sikker på, at alle norske dommere ønsker at dømme i Eliteserien. Men bare fordi jeg dømte i Premier League, er jeg ikke bedre end andre dommere i Norge, og det giver mig ikke ret til at gå ind og dømme på øverste niveau, siger han.

Dommerchefen Terje Hauge håber på, at Bobby Madley kan blive rangeret dommer senest i februar.

Se videoen øverst i artiklen, hvor Bobby Madley dømmer i Premier League