The Times: Spurs-manager er Uniteds førsteprioritet
Foto: Getty Images
Premier League

The Times: Spurs-manager er Uniteds førsteprioritet

Ifølge den engelske avis The Times er Tottenhams Mauricio Pochettino den manager, som Manchester United helst vil ansatte på permanent basis efter denne sæson. Argentineren er dog en dyr herre.

For tredje gang siden Sir Alex Fergusons farvel i 2013 valgte Manchester United tirsdag formiddag at fyre klubbens manager.

Portugisiske José Mourinho er færdig på Old Trafford, og United skal nu have fundet en afløser. Klubben meddeler dog, at den permanente afløser for Mourinho først kommer til at starte i jobbet efter denne sæson, og at der derfor i første omgang skal ansættes en midlertidig manager for resten af sæsonen.

Gætterierne vælter derfor i disse timer frem i diverse engelske medier - både i forhold til hvem der skal tage over nu, og hvem der være ny United-manager til sommer. 

Og skal man tro den store engelske avis The Times er Manchester Uniteds førsteprioritet til en permanent afløser efter denne sæson Tottenhams Mauricio Pochettino.

Argentineren har dog først kontraktudløb med Tottenham i 2023, og ifølge The Times' oplysninger vil det derfor koste Manchester United 34 millioner pund - svarende til godt og vel 283 millioner danske kroner - at købe Pochettino fri. Hvis Mauricio Pochettino vel og mærke overhovedet er interesseret i at skifte Tottenham ud med Manchester United.

Mauricio Pochettino har været Tottenham-manager siden 2014.