Video : Tipsbladet
Premier League

Top fire-kampen raser: Hvem har det nemmeste slutprogram?

Efter weekendes resultater lever top fire-kampen stadig i bedste velgående. Vi har taget et kig på, hvem der umiddelbart står stærkest bedømt ud fra deres slutprogram.

Arsenal:

Placering: 4

Point: 60 

Hvor mange point får modstanderholdene i snit per kamp denne sæson: 1,27 point per kamp

Arsenal har statistisk set det bedste slutprogram blandt de fire hold og har dermed også den bedste chance for at sikre sig Champions League næste sæson.

Unai Emerys mandskab har præsteret fantastisk i de seneste to liga-kampe med en uafgjort ude mod Spurs og en sejr på The Emirates mod Manchester United.

Det har sat The Gunners i en stærk position, da holdet ikke har flere kampe tilbage mod Big Six-klubberne, og med otte kampe tilbage ligner den sværeste kamp Watford, Wolves og Everton - alle på udebane.

Arsenal har stadig Europa League at kæmpe om, men skal man være lidt kynisk, vil det måske næsten være en fordel, hvis The Gunners blive elimineret af Rennes, så de kan fokusere på at sikre sig Champions League-kvalifikationen via Premier League.

Chelsea: 

Placering: 6

Point: 57

Hvor mange point får modstanderholdene i snit per kamp denne sæson: 1,40

Chelsea har på papiret det næstsværeste kampprogram af de fire hold, der duellerer om top fire-placeringen. 

De har stadig to svære udekampe mod Liverpool og Manchester United tilbage, og en rejse til Goodison Park kan også vise sig at blive problematisk for The Blues.

Maurizio Sarri & Co's sidste kampe bliver umiddelbart heller ikke nemme, da de møder Watford, der har en fremragende udebanestatistik, ligesom et fornyet Leicester under Brendan Rodgers heller ikke ligner nogen nem tjans.

Manchester United:

Placering: 5

Point: 58

Hvor mange point får modstanderholdene i snit per kamp denne sæson: 1,28 point per kamp.

Manchester Uniteds slutprogram er kun en brøkdel sværere end Arsenals, hvis man kigger på statistikken, men Ole Gunnar Solskjær har stadig to store udfordringer foran sig.

Manchester United har nemlig fortsat to kampe mod Big Six-rivalerne Manchester City og Chelsea i april - dog begge på Old Trafford.

Men hvis The Red Devils kommer uskadt gennem april, ser deres chancer for en top fire-placering lyse ud med kampe mod Huddersfield og Cardiff.

Tottenham:

Position: 3

Point: 61

Hvor mange point får modstanderholdene i snit per kamp denne sæson: 1,46

Nederlag til Burnley og Southampton har sat Spurs' næsten sikre top fire-placering over styr, og Tottenham mangler stadig at besøge to af Premier Leagues sværeste udebaner i form af Anfield og Etihad.

Liverpool og Manchester City ligger side om side i mesterskabskampen og kan ikke nøjes med andet end sejre, så Spurs får sit at se til.

Tilbage er også Bournemouth på Vitality Stadium.  Spurs flækkede Eddie Howes tropper tidligere på sæsonen, men The Cherries er et helt andet hold på hjemmebane, og selvom hjemmekampe mod Brighton og Huddersfield virker overkommelige for Spurs, mangler Londonrivalerne fra West Ham også fortsat

Konklusion: 

Ligesom kampen om mesterskabet er ræset om top fire-placeringerne så ualmindeligt tæt, at det er noget nær umuligt at komme med at holdbart gæt.

Intet hold har nogensinde misset fjerdepladsen ved at opnå 76 point i tabellen;  Hvilket Tottenham i øjeblikket er fem sejre fra.

Spørgsmålet er,  om Mauricio Pochettino får sit hold ind i en stabil rytme igen tidsnok.

Rivalerne fra Arsenal har på papiret det nemmeste slutprogram, men har fortsat mange udekampe tilbage, og The Gunners' akilleshæl denne sæson har netop været udebanekampene.

Manchester United burde slet ikke være at finde i top fire-kampen, men holdet har leveret et comeback af format siden Ole Gunnar Solskjærs ankomst. Det store spørgsmål er, hvordan The Red Devils reagerer på holdets første nederlag i Premier League under nordmanden. Fortsætter de formen fra før Arsenal-kampen uhæmmet, eller begynder momemtum at briste?

Sidst, men ikke mindst, har vi Chelsea, der stadig har en kamp i baghånden.  Til gengæld har The Blues en række svære udekampe tilbage, og Eden Hazard og resten af Chelsea-truppen skal hente point i disse, hvis de skal kunne stå distancen. 

Hvem tror du, tager pladserne i top fire? - Stem to gange i afstemningen herunder.