Video : Tipsbladet
Premier League

Tottenham-boss: Eriksen har måske spillet sin sidste kamp

Der er stadig stor tvivl om Christian Eriksens fremtid, og det sætter Tottenham og manager Mauricio Pochettino i en svær situation

Selvom Tottenham i går tabte med 0-1 til Newcastle i Premier League, kunne det ikke fjerne fokus fra det helt store spørgsmål i London-klubben for tiden: danske Christian Eriksen. 

Han har hele sommeren været rygtet på vej væk fra klubben, og efter kampen fortalte Tottenham-manager Mauricio Pochettino til britiske BBC, at han er lige så usikker på Christian Eriksens fremtid som mange andre.

Direkte adspurgt, om den danske stjerne har spillet sin sidste kamp for Tottenham, havde Pochettino da også svært ved at give et entydigt svar, og han frygter, at de mange spekulationer om en så vigtig spiller som Eriksen går ud over resten af hold.

- Jeg ved ikke. Vi venter og ser, hvad der sker. Der er ikke en nem situation. Vi ved, at den kan gøre truppen usikker, men vi ved også, at det er slut om ti dage (når transfervinduet lukker, red.), lød det fra den argentinske manager.

Christian Eriksen var for anden gang i sæsonen placeret på bænken for Tottenham, og hans indskiftning kunne ikke forhindre nederlaget til Newcastle. Eriksen har ellers været sikker starter i sin tid i Tottenham, men Pochettino vil ikke høre tale om, at nederlaget skyldes danskerens fravær i startopstillingen.

- Vi både vinder og taber mange kampe med Christian. Jeg accepterer, at situationen er sådan her. Havde vi vundet 3-0, ville der ikke blive snakket om forskellige navne. Vi kan ikke bruge transfervinduet som undskyldning for hverken præstationen eller resultatet. Jeg bliver glad om ti dage, når transfervinduet lukker i Europa, afslutter Pochettino.