Video : Tipsbladet
Premier League

Tottenham håber på Gascoigne-deltagelse i legendekamp

Når Tottenham skal afprøve det nye stadion med en legendekamp mod Inter, håber klubben, at Paul Gascoigne vil være i stand til at hoppe i fodboldstøvlerne igen.

Der er få engelske fodboldspillere, der har fået mere omtale efter sin karriere end Paul Gascoigne – desværre har det ikke altid været positivt nyt, der har omkranset den 51-årige mand.

Han har således haft veldokumenterede problemer med blandt andet alkohol efter sin fodboldkarriere, hvor han blandt andet opnåede ikonisk status i Tottenham. Men nu kan han måske snart være tilbage for sin tidligere klub.

Den 30. marts bliver der spillet en opvisningskamp på Tottenham Hotspur Stadium mod Inter for at teste stadionet, inden det kan blive godkendt til brug i Premier League. Her håber Tottenham ifølge en talsmand fra klubben på, at Paul Gascoigne er i stand til at spille.

- Gary Mabbutt, som er en tæt, personlig ven af Paul og vores manager for legendeholdet på dagen, har diskuteret Pauls deltagelse i kampen med ham noget tid, og vi håber, at det vil være muligt for ham at spille, siger han ifølge London Evening Standard.

På nuværende tidspunkt er der angiveligt lidt tvivl om Paul Gascoignes helbred.

Hvis han bliver erklæret klar til at spille, vil han slutte sig til blandt andre Jürgen Klinsmnan, Rafael van der Vaart og Allan Nielsen, som også trækker Tottenham-trøjen over hovedet igen.