Tottenham tæt på Laudrup-opfindelse
Illustration
Premier League

Tottenham tæt på Laudrup-opfindelse

Walisisk forsvarsspiller kan være på vej til at blive holdkammerat med Christian Eriksen i Tottenham.

Da Neil Taylor i Michael Laudrups første sæson som manager i Swansea blev slemt skadet, var gode råd dyre for den daværende Swansea-manager. Den walisiske klub var nemlig ikke specielt godt besat på positionen som venstre back, så Michael Laudrup måtte ned på klubbens reservehold for at finde erstatningen. Her huserede den dengang 19-årige Ben Davies, der fik chancen, og aldrig så sig tilbage.

Nu er den 21-årige back førstevalget i venstre side af forsvaret i både Swansea og på det walisiske landshold, men meget tyder på, at han ikke er at finde i Swansea meget længere. Ifølge Sky Sports er Christian Eriksens klub Tottenham tæt på at sikre sig backen, der har optrådt 71 gange for Swansea.

Tottenham har længe kæmpet med at finde en solid venstre back. Tidligere har klubben benyttet Benoit Assou-Ekotto og Danny Rose, men de to har ikke overbevist den nye manager Mauricio Pochettino om, at de er værd at satse helhjertet på. Også Jan Verthongen har spillet en del på backen, men han er bedst i midterforsvaret.

"Spurs" er den eneste Premier League klub, der endnu ikke har forstærket sig i transfervinduet. Sky Sports melder ikke noget om prisen.