Video : Tipsbladet
Premier League

Trækker med ned: City kan bringe Liverpool i fedtefadet i karantæne-retssag

Liverpool risikerer at blive trukket ind i Manchester Citys appelsag hos Den Internationale Sportsdomstol.

Liverpool kan ende med at blive bragt i fedtefadet, når Manchester City indleder sin appelsag mod karantænedommen, der udelukker dem fra europæisk fodbold i de kommende to sæsoner.

Daily Mirror erfarer nemlig, at Manchester City vil gøre alt, der "står i klubbens magt" for at blive frifundet, og klubbens forsvar kan ende med at trække Liverpool med ned i mudret.

UEFAs dom over Manchester City er i høj grad baseret på oplysninger og interne e-mails, som den portugisiske hacker Rui Pinto i 2015.

City vil formentligt argumentere for, at beviserne imod klubben blev anskaffet på ulovlig vis, da det selvfølgelig ikke er lovligt at hacke sig til den slags oplysninger.

Derfor vil der med stor sandsynlighed opstå en række spørgsmål under appelsagen om, hvorfor Manchester City i 2013 havde skruet op for sin IT-sikkerhed.

Som The Times tidligere har skrevet, skyldtes det, at to af klubbens tidligere talentspejdere angiveligt stadig brugte Manchester Citys scouting-database efter at være blevet ansat af Liverpool.

I sidste ende indgik Manchester City og Liverpool et forlig, hvor The Reds betalte The Citizens £1 million, hvilket lugter lidt af, at nogen havde begået noget ulovligt.

Det engelske fodboldforbund nævnte dog sidste år, at man ikke ville undersøge "hacking"-skandalen nærmere på grund af forældelsesfrist og forliget mellem klubberne.

FA understregede dog, at man ville undersøge sagen nærmere, hvis nye oplysninger så dagens lys.

Og skal man tro Daily Mirror, er der gode chancer for, at nye oplysninger om Liverpool-ansattes mulige hack af Manchester Citys scouting-database netop vil komme frem under The Citizens appelsag hos Den Internationale Sportsdomstol.

Det kan altså betyde, at en undersøgelse bliver startet mod Liverpool, og i værste fald kan det betyde, at en eller flere Liverpool-ansatte risikerer en fængselsdom, skriver det engelske medie.