Video : Tipsbladet
Premier League

Træneren bekræfter: Burnley henter 38-årige Peter Crouch

Peter Crouch skal tørne ud for Burnley i Premier League i resten af sæsonen.

38-årige Peter Crouch tager endnu en tørn i Premier League.

Den knap to meter høje angriber rykkede i sidste sæson ud af den bedste engelske række med Stoke City, men efter et halvt år i den næstbedste række, Championship, skal han nu tørne ud for Burnley i Premier League.

Det bekræfter Burnleys cheftræner, Sean Dyche, på et pressemøde torsdag.

- Han har en sult efter at komme her og imponere. Vi ved, at han er en god spiller, og han har stadig et ønske om at fortsætte. Det vigtigste for mig er at have motiverede mennesker, fortæller Dyche.

Crouch, der har en fortid hos blandt andre Liverpool og Tottenham og har over 100 Premier League-mål på cv’et, kommer til Burnley på en aftale, der løber resten af sæsonen.

Samtidig bekræfter Dyche, at Burnley siger farvel til angriberen Sam Vokes, der har scoret tre mål i Premier League i denne sæson. Han skifter til Stoke City.