Video : Tipsbladet
Premier League

Trods chokstart: Liverpool kom tilbage på sporet

Liverpool kom tidligt bagud, men endte med at sikre sig sejren over Bournemouth lørdag eftermiddag.

Kriseklokkerne var ikke helt begyndt at ringe i Liverpool, men før lørdagens kamp mod Bournemouth havde Jürgen Klopps tropper været inde i en dårlig stime. De havde således tabt deres seneste to kampe og tre af deres seneste fire.

Mod Bournemouth kom Liverpool dog tilbage på sporet med en sejr.

Bournemouth, der havde danske Philip Billing med fra start, fik ellers en god start på opgøret. Efter otte minutter sendte Callum Wilson bolden i mål for første gang i kampen efter et velspillet angreb, og så var Bournemouth foran på Anfield. Kort efter var også Nathan Ake tæt på at score for gæsterne.

Men Liverpool svarede igen. Efter et dyrt boldtab fra Jack Simpson kunne Sadio Mane spille Mohamed Salah fri, og egypteren sendte udligningen sikkert i mål efter 25 minutter. Dermed nåede Salah en milepæl i Liverpool-trøjen med sit 70. mål i sin 100. Premier League-kamp for klubben.

I det 33. minut kom Liverpool også foran. Denne gang var det endnu et dyrt boldtab fra Bournemouth, der satte gang i en angrebet. Virgil van Dijk kunne nemlig sende Sadio Mané alene i dybden mod mål, og senegaleseren sendte bolden sikkert i mål.

Efter pausen havde Bournemouth et par gode forsøg til at udligne, og især Ryan Fraser havde et godt forsøg, som blev forpurret af en flot clearing af James Milner.

Der blev imidlertid ikke scoret yderligere, og Liverpool tog de tre point. De er fortsat på førstepladsen i Premier League og har 25 point ned til Manchester City, som dog har to kampe i banken.

Bournemouth er omvendt på 18. pladsen og ligger til nedrykning.