Conor Coady nedlagde Paul Pogba i feltet i løbet af anden halvleg af mandagens Premier League-opgør mellem Wolves og Manchester United, og franskmanden insiterede på selv at tage sparket fra ellevemeterpletten.
Men Rui Patricio afværgede forsøget, hvorfor Pogba nu har brændt fire straffespark i løbet af de seneste 12 måneder.
I sæsonpremieren mod Chelsea formåede Marcus Rashford omvendt at omsætte et straffespark, men Ole Gunnar Solskjær nægtede at udpege en fast straffesparksskytte efter mandagens remis.
- Vi har to, som kan tage straffe. Der er to, som bestemmer, hvem der føler sig mest sikker. Nogle gange går det ikke.
- Når der er to, så er det den med mest selvtillid. Nogle gange vokser din selvtillid i løbet af en kamp. Andre gange er det "jeg ønsker ikke at tage det i dag, fordi jeg har haft en dårlig dag," siger nordmanden til Sky Sports og bakkes op af netop Marcus Rashford:
- Det er uheldigt, men sådan er fodbold, lyder det fra den engelske angriber.
Den tidligere Manchester United-spiller, Gary Neville, kalder det omvendt for "en straffesparksfarce" og mener, at det udviser manglende lederskab fra Solskjærs side.
- Hvorfor bliver det diskuteret, hvem der skal tage et straffe? Rashford scorede i forrige weekend. Tag det. Men der var ingen leder på banen. Et eller andet er forkert. Det er et straffe til Manchester United. Det er ikke en tombola eller en fem mod fem-kamp, udtaler han til Daily Mail.
Anthony Martial stod for Uniteds scoring i opgøret, mens Ruben Neves nettede for hjemmeholdet. Kampen sluttede 1-1.