Video : Tipsbladet
Premier League

Trods transferrygter: Eriksen med på Tottenhams sommer-tour

Selvom Christian Eriksen åbent har fortalt om sit ønske om nye udfordringer, ser han alligevel ud til at komme med på Tottenhams kommende tur til Asien

Der har været skrevet og spekuleret meget om Christian Eriksens fremtid denne sommer. Danskeren har indrømmet, at han er klar til at forlade Tottenham, og han har tidligere været kædet kraftigt sammen med et skifte til den spanske storklub Real Madrid, mens også Manchester United har været nævnt som en mulighed.

Men Christian Eriksen er stadig i Tottenham, og derfor kan han trods sit udtalte ønske om nye udfordringer se frem til at tage med på klubbens sommer-tour til Asien. Det skriver avisen London Evening Standard. Her skal Tottenham først møde Juventus i Singapore, inden de rejser til Shanghai for at møde Manchester United i endnu en træningskamp.

Tottenham lader derfor stadig til at regne med Eriksen i næste sæson, og håber angiveligt fortsat på at den danske stjerne kan lokkes til at fortsætte i klubben og måske endda skrive under på en kontraktforlængelse.

Dette kræver dog med al sandsynlighed, at der ikke kommer noget konkret ud af interessen fra eksempelvis Real Madrid, hvor danskeren dog efter sigende heller ikke står øverst på træner Zinedine Zidanes ønskeliste. 

Også Christian Eriksens holdkammerat i Tottenham Toby Alderweireld skal i øvrigt med til Asien. Har har ligesom Eriksen har kontraktudløb om et år, og rygtes også væk fra klubben i dette transfervindue. Der ser dog ud til at være optimisme i Tottenham om, at holdets stjerner også er at finde i klubben i næste sæson.