Video : Tipsbladet
Premier League

Medie: Liverpools Buvac bliver Arsenal-træner

Et bosniske lokalmedie, der tidligere har ramt rigtigt med rygter, beretter tirsdag, at Liverpools bosniske assistentræner Zeljko Buvac bliver ny Arsenal-træner.

Pravda BL er et lille bosnisk lokalmedie, som de færreste nok har hørt om, men ikke desto mindre var medierne i sin tid de første til at bekræfte Jurgen Klopps udnævnelse som Liverpool-træner.

Avisens insider-information kom dengang angiveligt fra Zeljko Buvac, der er vokset op i lokalområdet i Bosnien. Selv samme Buvac offentliggjorde mandag, at han ville holde en pause fra jobbet som assistenttræner i Liverpool resten af sæsonen, men det er måske ikke hele sandheden.

Pravda BL hævder i en eksklusiv historie, at Buvacs "pause" skyldes, at bosnieren har indgået aftale med Arsenal om at overtage trænerposten efter Arsene Wenger denne sommer.

Viser det sig at holde stik, vil det være en overraskelse af format, for Buvac har bestemt ikke været nævnt blandt mediernes kandidater til at overtage Arsenal-jobbet.  Men ifølge Sportswitness er Pravda BL meget selvsikre i deres sag, så måske der er noget i historien.

Liverpools officielle udmelding om Buvacs pause sæsonen ud var, at bosnieren havde brug for det af personlige årsager - men kunne de personlige årsager være et jobtilbud fra Arsenal?