Video : Tipsbladet
Premier League

United-assistent: Solskjær har de samme principper som Ferguson

Michael Carrick ser flere ligheder mellem Ole Gunnar Solskjærs og Sir Alex Fergusons måde at lede et hold på.

Ole Gunnar Solskjær har nydt stor succes, siden han tidligere på sæsonen overtog trænersædet i Manchester United efter José Mourinho. Den norske manager har blandt andet ført klubben helt ind i kampen om top fire i Premier League igen.

Den hidtil største skalp var dog, da Manchester United på sensationel vis tog en 1-3 sejr på Parc des Princes, og dermed slog Paris Saint Germain ud af Champions League.

Michael Carrick, der har spillet på Uniteds midtbane i adskillige år, og i dag er en del af Solskærs trænerstab, kan se ligheder mellem Solskjær og Sir Alex Ferguson. 

- De har de samme principper. Solskjærs team talks handler meget om hårdt arbejde, og det gjorde Sir Alex' også. Den måde, han leverer talerne på, er hele essensen i denne klub. Manchester Uniteds DNA er opløftende og positive præstationer, hvor manger tager chancer, siger Michael Carrick til The Times.

Michael Carrick kigger samtidig tilbage på aftenen i Paris med stor glæde. 

- Sådan en oplevelse kan man ikke købe for penge. Man kan prøve at tale det ned, prøve at glemme det, prøve at komme videre, men det var en af de aftener, hvor, når man kigger tilbage på det om måneder eller endda år, man kan sige: Wow, det var noget specielt, siger Michael Carrick. 

Manchester United skal i ilden igen lørdag kl 20.55, når de møder Wolves i FA Cuppen.