Video : Tipsbladet
Premier League

United overvandt chokstart og ydmygede håbløse Newcastle

Newcastle kom foran efter 18 minutter, men havde store problemer rent defensivt og endte med at tabe 4-1 til Manchester United.

Matty Longstaff blev den store helt for Newcastle, da den nordengelske klub tidligere på sæsonen vandt over Manchester United, og han fik igen en hovedrolle i det omvendte opgør på Boxing Day.

Newcastle erobrede bolden fra Fred på egen banehalvdel efter 18 minutter, og så gik det stærkt.

Longstaff fandt plads centralt på banen, og han spillede Joelinton i dybden. Den brasilianske angriber kunne ikke selv sparke på mål, men han fik holdt United-forsvarerne væk og lagde bolden tilbage til den unge midtbanespiller.

Longstaff afsluttede fladt, og David De Gea kunne ikke nå ud til bolden. 

Læs også:Højbjerg assisterede i stor Southampton-skalp

Der skulle imidlertid ikke gå mange minutter, før der igen var bragt balance i regnskabet. 24 minutter var der spillet, da Mason Greenwood fandt plads i Newcastle-feltet og lagde bolden til rette for Anthony Martial, som sparkede på mål.

Martin Dubravka så ikke alt for godt ud i situationen, og derfor gjorde franskmanden det til 1-1.

I det 36. minut blev det desuden 2-1 til Manchester United, og denne gang havde Greenwood selv sidste fod på. Newcastle-forsvaret forærede bolden til den unge angriber, som hamrede på kassen fra kanten af feltet.

Bolden ramte undersiden af overliggeren og gik ind bag Dubravka.

Læs også:Calvert-Lewin forløste Everton i Ancelotti-debut

Pludselig sad hjemmeholdet på det hele, og det skulle også blive 3-1 inden pausen. Aaron Wan-Bissaka slog et indlæg ind til Marcus Rashford, der steg kraftfuldt til vejrs og udbyggede føringen.

Til anden halvegs start blev Paul Pogba sat på banen i stedet for Scott McTominay, og han kunne efter 51 minutter se landsmand Anthony Martial gøre det til 4-1.

En elendig aflevering tilbage til Dubravka fra Sean Longstaff blev opsnappet af angriberen, der lobbede kuglen over den tjekkiske målmand og altså bankede endnu et søm i Newcastle-kisten.

I det 61. minut var det lige ved at blive endnu værre for Steve Bruce og co., da Martial sparkede på stolpen.

I den efterfølgende periode sad Ole Gunnar Solskjærs tropper ligeledes tungt på tingene, men det var tydeligt, at hjemmeholdet var tilfredse med 4-1, og chancerne var der færre af. Derfor sluttede det med disse cifre.

Manchester United rykker op på syvendepladsen i Premier League. Newcastle er nummer ti.

Læs også:Brentford satte Swansea på plads

Læs også:Tilfreds Arteta: Bedre end forventet

Læs også:Lykkelig Ancelotti: Det var specielt for mig