United sejrede i overtiden
Foto: Getty Images
Premier League

United sejrede i overtiden

Manchester United så ud til at få uafgjort mod Bournemouth, men en overtidsscoring sikrede dem sejren.

Manchester United har været massivt kritiseret de første måneder af sæsonen, men i ligasammenhæng er de så småt på vej tilbage på rette spor med syv point i de sidste tre kampe. Den retning skulle de forsøge at fortsætte mod Bournemouth i dag.

Bournemouth lagde dog stærkt ud, og efter ti minutter kom de i front, da et fladt indlæg endte i fødderne på Callum Wilson, der nemt kunne få bolden i netmaskerne.

Bournemouth formåede samtidig at holde Manchester United fra fadet, men efter 35 minutter gik den ikke længere. Her fandt Alexis Sanchez brandvarme Anthony Martial, som med venstreskøjten placerede den ind bag målmanden og udlignede.

Kort inde i anden halvleg var Bournemouth ved at komme foran igen, da David Brooks afsluttede bag om sit støtteben, men David De Gea fik fat i bolden.

I den anden ende var Manchester United også millimeter fra at komme på 2-1, da Ashley Young på et frispark ramte overliggeren, hvorpå Marcus Rashford sparkede på mål, men ramte en spiller, hvorefter bolden ramte Pogba og gik mod mål, inden den blev sparket væk på stregen.

Kampen så ud til at ende uafgjort, men i overtiden smed Pogba et indlæg ind til Marcus Rashford, der tæmmede den og fik skovlet den ind over stregen til 2-1.

Dermed vandt Manchester United med 2-1 over Bournemouth.