Video : Tipsbladet
Premier League

United slår Burnley og nærmer sig top fire

Anthony Martial og Marcus Rashford stod for målene, da Manchester United lørdag vandt 2-0 ude over Burnley.

Manchester United vandt overbevisende over Newcastle på Boxing Day, og det skulle lørdag aften følges op i Burnley. Sean Dyches tropper tabte senest til Everton i Carlo Ancelottis debut.

Opgøret fik en rolig start, og de første store chancer måtte lade vente næsten 20 minutter på sig.

Først var Jack Cork lige ved at kunne prikke et Burnley-indlæg i nettet, og på det efterfølgende angreb sendte Marcus Rashford et kvalificeret forsøg forbi denne ene oppasser.

Læs også:Mourinho kender Eriksens fremtid

I det 34. minut kunne Anthony Martial have scoret kampens første mål. Tæt under mål modtog han bolden og afsluttede prompte, men franskmanden måtte se sit forsøg afværget på målstregen af Phil Bardsley.

Martial havde omvendt mere held i sprøjten få minutter inden pausefløjt, hvor Andreas Pereira først havde erobret bolden fra Charlie Taylor, der var for langsom om at skille sig af med den. Han spillede den hurtigt ind til Anthony Martial, som blot skulle passere Nick Pope - og det gjorde han uden problemer.

Manchester United førte derfor 0-1 ved pausen.

Læs også:United overvandt chokstart og ydmygede håbløse Newcastle

I starten af anden halvleg fik Chris Wood annulleret en scoring for offside, og senere i halvlegen blev David De Gea tvunget ud i en stor redning af Phil Bardsley. Der tegnede sig et billede af, at Manchester United ville komme under pres i slutfasen.

Men det helt store tryk udeblev indtil de sidste minutter, hvor et storsatsende hjemmehold dog blev straffet af Marcus Rashford, som slutteligt gled 0-2-scoringen i mål.

Det betyder samtidig, at Manchester United avancerer til femtepladsen. Ole Gunnar Solskjær og co. har nu 31 point efter 20 kampe. Det er blot et enkelt point mindre end Chelsea, der til gengæld har spillet en kamp mindre.

Burnley ligger nummer 13 med 24 point.

Læs også:Kritisabel Solskjær om tæt program: Ikke fair over for spillerne

Læs også:Pep Guardiola efter ny skuffelse: Ikke realistisk at nå Liverpool

Læs også:Lørdagens rygtebørs: Ancelotti vil lokke Napoli-stjerne til Everton