Uruguayansk VM-profil afslører: Er på vej til Arsenal
Foto: Getty Images
Premier League

Uruguayansk VM-profil afslører: Er på vej til Arsenal

Uruguayanske Lucas Torreira bekræfter selv, at han snart er ny Arsenal-spiller.

Den nye Arsenal-manager Unai Emery har allerede hentet Stephan Lichtsteiner, Bernd Leno og Sokratis Papastathopoulos til "The Gunners" denne sommer, og nu tyder noget på, at klubben snart kan præsentere endnu en spiller.

Emery har længe ledt efter forstærkninger til midtbanen, hvor både Ever Banega og Steven N'Zonzi har været nævnt som potentielle transfers, men valget er i stedet faldet på den 22-årige uruguayaner Lucas Torreira, der spillede alle Uruguays fem kampe ved sommerens VM-slutrunde i Rusland. Det afslører den nuværende Sampdoria-spiller nu selv.

I lufthavnen på vej hjem fra Rusland rejste Torreira nemlig modsat resten af holdet ikke hjem til Sydamerika og undskyldte det i stedet med, at han skulle til et lægetjek i London-klubben:

- Jeg vil meget gerne have rejst hjem til Uruguay med mine holdkammerater, men det her er en god mulighed, og den vil jeg ikke spilde, fortalte midtbanespilleren i et eksklusivt interview til uruguayanske Telenoche.

Lucas Torreira bekræftede også, at handlen kom på plads allerede før VM, men at skiftet er blevet skubbet, sådan at han kunne fokusere 100 procent på slutrunden.

Den 22-årige midtbanespiller kom til Sampdoria i 2016 og har spillet 74 kampe for klubben.