Video : Tipsbladet
Premier League

Ustoppelige Liverpool satte Højbjergs Southampton på plads i anden halvleg

Southampton var godt med i kampens første halvdel, men kunne i sidste ende ikke stille noget op mod Premier Leagues suveræne førerhold

Det var to mandskaber i god form som tørnede sammen, da Premier League-topholdet Liverpool tog imod Pierre-Emile Højbjergs Southampton. Gæsterne og deres danske kaptajn kunne dog trods en fin præstation ikke stille meget op mod Jürgen Klopps mandskab, som i anden halvleg satte tingene på plads i sejren på 4-0.

Liverpool satte sig fra start på opgøret, og var truede markant mere foran mål end gæsterne, som så ud til at satse på omstillinger. Hjemmeholdet havde dog også problemer med at udnytte sin dominans i kampens indledning, og trods ganske store chancer, blandt andet en dobbeltchance til Virgil van Dijk og Alex Oxlade-Chamberlain, var Southampton stadig med i opgøret.

Gradvist begyndte gæsterne fra Sydengland at spise sig ind i kampen, og med et højt pres kunne de bryde Liverpool og skabe flere gode muligheder. 

Særligt mod slutningen af første halvleg begyndte Southampton for alvor at blive farlige foran mål, og den danske kaptajn Pierre-Emile Højbjerg havde også et forsøg på Alisson i Liverpool-buret. Det stod ikke desto mindre stadig 0-0 ved pausen efter en ellers ganske underholdende første halvleg, hvor begge hold havde gode perioder.

Læs også:Frimann viser det geniale: Sådan har dansk indkasttræner forbedret Liverpool

Efter en jævnbyrdig første halvleg satte Liverpool for alvor tingene på plads i kampen sidste halvdel. Og der skulle da også kun gå efter par minutter efter pausen, før hjemmeholdet bragte sig foran. Alex Oxlade-Chamberlain modtog bolden fra Roberto Firmino, trak ind i banen og sendte fra kanten af feltet Liverpool i front med et tørt hug.

Anden halvleg bølgede frem og tilbage, men Liverpool begyndte at vise, hvorfor de fører Premier League så suverænt.

Roberto Firmino kom i dybden efter 60 minutter, og han viste fænomenalt overblik, da han med en skrå aflevering tilbage i feltet fandt kaptajn Jordan Henderson, som efter en tæmning bankede bolden i kassen til en 2-0-føring til hjemmeholdet.

Med lidt under 20 minutter tilbage afgjorde Mohamed Salah så kampen. Jordan Henderson stod for assisten, da han fandt Salah i dybden, og egypteren kunne let sende bolden ind til 3-0.

Læs også:Jonas Lössl jubler over lejeaftale: Jeg var ikke i tvivl

Netop som kampen gik ind i den forlængede spilletid blev den også 4-0. Roberto Firmino noterede sig sin tredje assist, da han fandt Mohamed Salah i det lille felt. Salag fik skrabet bolden i mål, og blev dobbelt målscorer samtidig med, at han scorede til kampens endelige resultat.

Liverpool har dermed vundet 24 ud af sæsonen hidtil 25 kampe, og har med 72 point på førstepladsen hele 22 point ned til Manchester City på andenpladsen, som dog stadig mangler at spille i denne runde.

Southampton glider med nederlaget ned på 11.-pladsen med syv point ned til West Ham på den forkerte side af nedrykningsstregen. 

Læs også:Manchester United fordømmer angreb på leders hus

Læs også:Skidt nyt, Liverpool: Mané er ude med skade

Læs også:Klopp: Jeg er ikke til stede til FA Cup-returkamp