Vardy efter rekordscoring: Jeg kniber mig i armen hver dag
Foto: Scott Heppell/Polfoto
Premier League

Vardy efter rekordscoring: Jeg kniber mig i armen hver dag

Vardy har nu scoret ti kampe i træk, men det er stadig sejrene, der betyder alt for angriberen.

Intet kan stoppe James Vardy ser det ud til. Nu er det blevet til ti kampe i træk med scoringer fra Leicester-angriberen. Det er en tangering af den rekord, som Ruud van Nistelrooy lavede i sin tid i Manchester United.

Den seneste scoring kom i 3-0-sejren over Newcastle, der sendte Leicester på en sensationel førsteplads i Premier League. Den scoring kom efter Nistelrooy selv fredag ønskede Vardy held og lykke på de sociale medier. Det kunne Vardy godt bruge.

- Han havde ikke behøvet at gøre det, men det var en venlig tanke, lyder det fra Vardy efter kampen til Sky Sports News.

Men selve scoringen betød ikke mest for Vardy. Derimod var det Kasper Schmeichels rolle i målet, der stod højere på listen for angriberen.

- Jeg har hentet rekorden nu, men det vigtigste var de tre point og et rent bur, siger James Vardy, og fortsætter:

- Vi må tage det hele som det kommer. Vi kommer til scoringer, og vi har været solide nede bagved. Vi har en 'aldrig dø'-attitude, og vi vil kæmpe for hinanden til det hele er slut, slår Premier League-topscoreren fast.

Til slut spurgte reporteren om, hvor tit han kniber sig i armen over, at det kan være rigtigt, at han står, hvor han gør i dag, da han for få år siden spillede i en af ligaerne helt udenfor systemet. Svaret svar:

- Hver eneste dag.