Video : Tipsbladet
Premier League

Vestergaard sikrede Southampton-point mod skuffende United

Jannik Vestergaard scorede for Southampton, som lørdag fik 1-1 hjemme mod Manchester United.

Manchester United måtte i sidste weekend se sig besejret af Crystal Palace, men Ole Gunnar Solskjærs mandskab fik en god mulighed for at komme tilbage på rette spor, da Pierre-Emile Højbjergs og Jannik Vestergaards Southampton-mandskab lørdag eftermiddag tog imod.

Og det lykkedes United at få en god start på missionen.

I 1-2-nederlaget til Palace noterede Daniel James sig for en suveræn scoring i slutminutterne, og waliseren var på pletten igen efter bare ti minutter af opgøret mod The Saints. James trak ind i banen fra venstre side, og herfra kanonerede han bolden op i det lange målhjørne.

Det var tydeligt at se, at unge James var i spillehumør denne lørdag, og kantspilleren havde senere i første halvleg et langskudsforsøg, som Angus Gunn i Southampton-buret dog fik pareret.

Værterne på St. Marys havde Højbjerg og Vestergaard på banen i samtlige 90 minutter, og den danske duo kunne efter 55 minutter se Che Adams få en stor mulighed for at bringe balance i regnskabet. Angriberen blev spillet fri af Sofiane Boufal i feltet, men sommerindkøbet svigtede tæt under mål.

Vestergaard tog derfor sagen i egen hånd, da han efter en lille time headede Southampton på 1-1. Forsvarskollegaen Kevin Danso slog et indlæg ind i det lille felt, hvor danskeren steg til vejrs og vandt hovedstødsduellen med Victor Lindelöf, som i stedet måtte se David De Gea blive passeret.

Manchester United skulle derfor på jagt efter føringen igen, og Danso hjalp gæsterne på vej, da han efter 73 minutter nedlagde McTominay og blev tildelt sit andet gule kort.

Marcus Rashford og indskiftede Mason Greenwood havde efterfølgende et par fine forsøg, men det lykkedes ikke at passere Gunn, hvorfor United måtte tage fra det tidlige lørdagsopgør med bare et enkelt point i bagagen.

Manchester United står derfor noteret for fem point efter sæsonens første fire kampe, mens Vestergaard og co. nu har fire af slagsen.