Wenger afviser exit-rygter: Olivier Giroud bliver her
Foto: Getty Images
Premier League

Wenger afviser exit-rygter: Olivier Giroud bliver her

Arsene Wenger har ingen intentioner om at sælge Olivier Giroud, der i går sikrede Arsenal point mod Southampton.

Olivier Giroud var i sommer tæt på at forlade Arsenal, men angriberen valgte i sidste øjeblik at blive i London-klubben og jagte en plads i startopstillingen.

Desværre for franskmanden har han ofte set til fra bænken i denne sæson, hvilket har skabt mange rygter om, at han ville forlade klubben inden længe. 

Arsene Wenger har dog ikke nogen planer om at afskibe angriberen i det kommende transfervindue. Det fortalte han efter gårsdagens opgør mod Southampton, hvor Giroud med en sen scoring sikrede the Gunners et enkelt point: 

- Han er en vigtig spiller. Hvorfor skulle vi sælge en vigtig spiller? Det er os, der bestemmer, om han skal væk. Ikke Giroud, siger Wenger til klubbens officielle hjemmeside. 

Giroud har flere gange bevist sit værd, når han er kommet ind fra bænken, og Wenger lover, at han nok skal få mange flere chancer: 

- Han vil starte inde i flere kampe. Det er et af problemerne, når du har mange gode spillere. De kan ikke alle sammen spille. Hvis du starter med en god spiller inde, bliver du samtidig nødt til at bænke en anden god spiller. 

Olivier Giroud har scoret fire mål for Arsenal i Premier League, selvom han endnu ikke er startet inde.