Video : Tipsbladet
Premier League

Wenger spår: Disse spillere vil tage over efter Messi og Ronaldo

Den tidligere Arsenal-træner har en ide om, hvem fremtidens fodbold tilhører.

Det er svært at spå, især om fremtiden, sagde en klog mand engang.

Alligevel gør Arsene Wenger nu et forsøg.

Gennem halvandet årti har fodboldens verdenstop nemlig været domineret af to spillere i særdeleshed.
Det er næsten overflødigt at nævne, at det drejer sig om Lionel Messi og Cristiano Ronaldo.

Men d’herrers tid på toppen kan snart være forbi, for selv ikke Messi eller Ronaldo kan finte eller løbe fra alderen.
I stedet vil andre yngre stjerner snart stå klar til at overtage de øverste trin på ranglisten over verdens bedste spillere. Og hvem, det kunne være, har Arsene Wenger et bud på.

- Vi har aldrig set spillere som Messi og Cristiano Ronaldo, som kan være så kreative i en hvilken som helst trængt situation. Disse spillere nærmer sig nu enden, siger den tidligere Arsenal-træner til talkSPORT, skriver Marca.

- Det handler nu om den næste generation, og den kan være fransk, lyder det fædrelandskærligt fra franskmanden.

- I øjeblikket kunne den førende være (Kylian, red.) Mbappé, og vi kender selvfølgelig Neymar, siger Wenger.

Med undtagelse af i 2018 har Ronaldo og Messi vundet samtlige Ballon d’Or-afstemninger siden 2007.