Video : Tipsbladet
Premier League

West Ham-flop: Havde brug for et los i røven

Simone Zaza kunne ikke vænne sig til livet og træningen hos The Hammers. Derfor endte han med at falde igennem i klubben.

Simone Zazas lejeophold i West Ham blev alt andet end en succes. Italieneren nåede på fem måneder kun at spille otte kampe, og det lykkedes ham aldrig at score.

I stedet er Juventusspilleren nu blevet udlejet til Valencia indtil sommer. Og det har fået den 25-årige angriber til at løfte sløret for, hvad der ikke fungerede i England.

- Jeg havde det ikke godt på mange punkter: Miljøet, kulturen, træningen, kosten osv., siger han til Gazzetta dello Sport.

- Da jeg kom til West Ham var træningen anderledes, end jeg var vant til. Der var mindre styrketræning, og nogle gange varede træningen kun 40 minutter.

Italieneren indrømmer blankt, at det var hans manglende evne til at tilpasse sig, der var udslagsgivende og at problemerne ikke er undskyldninger for de dårlige præstationer. 

- Jeg beskylder ingen. 99 procent af det er min egen skyld, fordi jeg ikke var i stand til at tilvænne mig. Jeg har brug for at træne mere, og for at nogen kan give mig et los i røven. Problemet er, at om søndagen giver de andre spillere sig tusind procent. Men ikke mig.