Video : Tipsbladet
Premier League

West Ham henter transferfri spansk målmand

West Ham har sikret sig en ny målmand til den kommende sæson, og det er endda gjort uden at betale en overgangssum.

Tidligere på ugen kunne West Ham meddele, at Adrián er én af flere førsteholdsspillere, der forlader klubben ved udgangen af juni, og dermed stod klubben med kun en målmand til førsteholdet. Det er der nu lavet om på.

London-klubben har i dag annonceret, at Roberto har underskrevet en toårig kontrakt, og den 33-årige målmand støder til truppen den 1. juli, når hans kontrakt med Espanyol udløber.

Dermed skifter han til the Hammers på en fri transfer, og han er formentlig udset til at skulle agere backup for polske Lukasz Fabianski hos den engelske Premier League-klub.

Roberto er en rutineret målmand, der har spillet mere end 300 kampe i både Spanien, Grækenland og Portugal. Han har undervejs i sin karriere blandt andet optrådt i Champions League og vundet flere titler.