West Ham har spillet noget flot fodbold i denne sæson, og lå i flere måneder godt med i topkampen, hvor de drømte om Champions League-fodbold til næste sæson. Den snak er dog lagt lidt på hylden nu, hvor London-kubben er faldet til en ottendeplads i ligaen. I stedet prøver klubben nu at forstærke sig yderligere, også selvom transfervinduet lukkede for otte dage siden.
Spilleren det handler om, er den tidligere Real Madrid-, Chelsea- og Arsenal-spiller Lassana Diarra, som har været uden kontrakt siden august. Her fik den defensive midtbanespiller nemlig ophævet kontrakten med russiske Lokomotiv Moskva, ovenpå et skænderi med træneren Leonid Kuchuk. I dag bekræfter West Ham-træneren Sam Allerdyce dog, at franskmanden træner med Premier League-klubben.
- Han træner med os. Jeg tror aftalen er tæt på at være i hus, og jeg tror på baggrund af, hvor vi er i øjeblikket og vores skader i truppen, at så snart han er fit, at han bliver en rigtig god tilføjelse til truppen, siger han til Sky Sports.
Allerdyce bekræfter ligeledes, at Diarra hverken vil være at finde på holdets bænk onsdag eller lørdag, men at han forventer at have franskmanden klar efter syv til 10 dages træning - hvis han skriver under naturligvis.
Den 29-årige franskmand har også tidligere spillet i Portsmouth med stor succes. I vinterens transfervindue har han også været kædet sammen med Newcastle, Queens Park Rangers og Celtic.