West Ham vil hente rutineret landsholdsangriber tilbage
Foto: Ian MacNicol/Getty Images
Premier League

West Ham vil hente rutineret landsholdsangriber tilbage

Engelske Jermain Defoe kan ende med en retur til West Ham, efter Defoes klub, Sunderland, er rykket ud af Premier League.

Han er ikke den største, men han har en sand målnæse, den rutinerede Jermain Defoe fra Sunderland.

Den 34-årige angriber har ikke vist tegn på sin alder i denne sæson, hvor han med afstand har været Sunderlands bedste mand og har scoret 14 gange i Premier League for en klub, der totalt blot har sat 26 mål på tavlen.

Det har de også fået øje på i West Ham, hvor Jermain Defoe kom igennem rækkerne og fik sin professionelle debut, inden han blev hentet til Tottenham. Således er London-klubben ifølge Sky Sports en af de klubber, der har interesse i at hente Jermain Defoe fra Sunderland, når transfervinduet åbner.

En anden interesseret klub skal være Bournemouth.

Jermain Defoe har kontrakt med Sunderland frem til sommeren 2019, så han kommer til at koste, hvis en klub ønsker at tilknytte den dygtige angriber.