Young antyder skifte
Allerede inden transfervinduet er begyndt, er Ashley Young et af
markedets varmeste emner. Aston Villa-profilen er eftertragtet af flere
af de store engelske klubber, og englænderen vil gerne til at vinde noget.
Aston Villa har ikke vundet noget siden en Liga Cup-triumf i 1996 og roder i øjeblikket rundt på 14.-pladsen i Premier League. Det kan betyde et skifte for Young.
- Jeg er en ambitiøs person, der gerne vil vinde titler, mesterskaber og pokaler. Forhåbentligt kan jeg komme til det. Man siger, at spillere begynder at toppe, når de er 26-27, og jeg fylder snart 26, så jeg krydser fingre for, at jeg snart begynder at toppe selv. Jeg har nydt, hvordan tingene har udviklet sig for mig, siger Young til Birmingham Mail.
Den eneste titel, som 25-årige Young har vundet indtil videre, er playoff-finalen i den næstbedste engelske række med Watford i 2006.