Foto: Getty Images
Premier League

"Zanka" skadet: Misser første kamp i Premier League

Mathias ”Zanka” Jørgensen kommer til at misse sin første kamp i Premier League siden skiftet til Huddersfield sidste sommer.

Der var 10 spillere, som var på banen i samtlige minutter af Premier League-sæsonen 2017/18, og én af dem var danske Mathias ”Zanka” Jørgensen.

Den tidligere FC København-spiller fik også alle 90 minutter i første runde af denne sæson, hvor Huddersfield tabte mod Chelsea, men i den kommende kamp kommer landsholdsspilleren ikke til at spille.

- I dag har Mathias ”Zanka” fået en muskelskade til træning. Det er ikke alvorligt, men det ser ud til, at han misser søndagens kamp. Vi håber, at han er tilbage til vores næste kampe mod Cardiff, lød det fra Huddersfield-manager, David Wagner på fredagens pressemøde.

Det er de engelske mestre, Manchester City, der venter for Huddersfield i den kommende kamp, og her kan Jonas Lössl heller ikke forvente at få spilletid.

Den danske landsholdsmålmand var ikke med i sæsonens første kamp, og han arbejder stadig hårdt på at komme i topform efter sommerens VM-slutrunde, og derfor kan Ben Hamer igen komme til at vogte målet søndag eftermiddag.