Video : Tipsbladet
Premier League

Zohore klarede ærterne: Stort at komme ind og blive matchvinder

Kenneth Zohore stod for sejrsmålet mod Southampton, da Cardiff tog tre meget brugbare point i Premier League lørdag.

Lørdag har været en herlig dag for den danske angriber Kenneth Zohore, der blev den store helt for Cardiff i Premier League, da han sørgede for at sende bolden i kassen til 2-1 i overtiden mod Southampton.

Det var desuden første gang ud af ti kampe i den bedste engelske række, at det lykkedes for Zohore at få scoret for Cardiff siden oprykningen i sommer, og det var en klar forløsning for ham.

Det fortæller han i et interview med BBC.

- Det har været et hårdt år for mig, hvor jeg har været skadet og småt med spilletid, så det var meget stort for mig at komme ind og score det mål, lyder det fra den fysisk stærke angriber.

Derudover fortæller den tidligere FCK-, Brøndby- og OB-angriber, at sejren er af meget vigtig betydning for holdet efter en hård uge. Senest har Cardiff-spillerne måtte opleve deres nyindkøbte angriber Emiliano Sala omkomme i et flystyrt.

Sejren betyder, at Cardiff kommer over nedrykningsstregen, som de nu har ét point ned til.