I sommer vendte en sand klublegende hjem, da Gianfranco Zola blev udpeget som assistenttræner i Chelsea, hvor han vandt flere trofæer som spiller.
Det var Chelseas nye træner, Maurizio Sarri, der valgte Zola som assistent, og da Zola modtog jobtilbuddet, var det næsten for godt til at være sandt.
- Jeg troede det var en joke. Jeg havde slet ikke set den komme. Han fortalte mig, at der var en mulighed, hvis jeg var interesseret, og jeg sagde med det samme ja, siger Gianfranco Zola ifølge Sky Sports
Sarri og Zola kendte ikke hinanden særlig godt, og derfor kom tilbuddet bag på Zola.
- Vi havde snakket sammen et par gange, og jeg havde interviewet Sarri for Sky Italia, men vi havde aldrig snakket om et job, siger Zola.
Gianfranco Zola og Chelsea spillede lørdag eftermiddag 2-2 med Manchester United.