Alves: Pepe ramte mig
Godt nok Real Madrid og Barcelonas marathonserie på fire kampe i tre forskellige turneringer overstået, men dønningerne har stadig ikke lagt sig efter dysterne.
Således diskuteres det stadig, om Dani Alves filmede i den afgørende situation, der kostede Pepe et rødt kort i den første af de to Champions League-semifinaler.
- Jeg blev kaldt skuespiller, men hvad der overraskede mig mest var, at folk simpelthen glemte, at Pepe tacklede mig med knopperne forrest. Jeg ved, og han ved, hvor hårdt han ramte mig. Den eneste grund til, at jeg ikke har et ar, er, at jeg bruger benskinner af kulfiber for at undgå skader. Hvis man lytter til lyden fra spansk tv, kan man høre hans knopper ramme mig. Måske ville folk holde op med at snakke, hvis jeg havde brækket benet, siger Dani Alves i et interview med
The Guardian.Alves afviser ligeledes, at Sergio Busquets kaldte Real Madrids Marcelo for en abe i løbet af det andet semifinaleopgør.
- Han har jo sorte holdkammerater. Hvordan skulle han kunne vise sig til træning, hvis det skete?, spørger Dani Alves retorisk, inden han dog indrømmer, at kampene mellem de to spanske storklubber var skuffende for tilskuere og fans.
- Kampene var ikke kønne, og jeg tror, at alle var lidt skuffede, siger Alves.