Ancelotti - den store fighter og mester

Bragt i Tipsbladet 13. februar

Carlo Ancelottis første møde med Europa Cuppen var en ulykkelig affære.

I sæsonen 1983-84 var den dengang 24-årige Ancelotti midtbanespiller for de forsvarende italienske mestre fra Roma, men da turneringen gik ind i sin afgørende fase, var han ikke med. Efter at have fået fuld spilletid i samtlige Romas kampe frem til kvartfinalen, ødelagde han sit knæ og sad ude i et halvt år. Hans holdkammerater nåede finalen mod Liverpool, og selv om han ikke kunne spille, deltog Ancelotti i holdets træningslejr op til kampen, der skulle spilles på Romas hjemmebane Stadio Olimpico.

”Vi havde 15 dage til at forberede os til den finale, og vi tog op i bjergene i det nordlige Italien, hvor der var et forfærdeligt vejr. Kulde, regn, hver dag. I syv dage! Og da vi kom tilbage, tre dage før finalen i Rom, var det meget varmt. Spillerne fik masser af kramper. Det var den værste finaleforberedelse i historien,” sagde Carlo Ancelotti sidste år i et interview med Liverpools hjemmeside.

Han sad på tribunen sammen med 70.000 andre tilskuere, da Roma og Liverpool tørnede sammen. Det blev 1-1 i ordinær spilletid, inden keeper Bruce Grobelaar blev helt i straffesparkskonkurrencen, da han fremviste sine spaghettiben og provokerede to italienske spark over mål. Liverpool vandt turneringen for fjerde gang, mens Romas hidtil eneste finale endte i et nederlag. Dagen efter måtte Carlo Ancelotti til endnu en lægeundersøgelse af sit knæ – ”bare for at sikre, at jeg havde det så slemt som muligt,” som Ancelotti galgenhumoristisk skriver i sin selvbiografi fra 2010.

Men italieneren skulle tage revanche senere. Som spiller vandt han turneringen to gange med Milan, og som manager har han løftet pokalen tre gange. Med i alt fem sejre har han rekorden blandt de personer, der stadig er aktive som spillere eller trænere – og den mest succesfulde træner i Champions Leagues historie jagter endnu en titel allerede i denne sæson.

Fighter og mester
Knæskaden, der holdt ham ude af Romas historiske Europa Cup-forår, var ikke Carlos Ancelottis eneste. To år forinden havde han haft en alvorlig skade i det andet knæ, hvilket havde holdt ham ude af VM 1982 i Spanien – en turnering Italien vandt.

Men Ancelotti vendte stærkt tilbage fra sine skader. Han blev en ledende figur i Roma, hvor han i en enkelt sæson havde danske Klaus Berggreen som holdkammerat.

”Han var en meget arbejdsom mand. Sammen med mig var han den, der løb inde på midten. Han var meget nærkampsstærk. Han havde været gennem nogle knæoperationer, men han havde nogle ordentlige lår, og han var god i nærkampe og god til at tackle,” siger Berggreen om sin gamle midtbanemakker, som han spillede sammen med under Sven-Göran Eriksson.

Også uden for banen har danskeren gode minder om Ancelotti.

”Han var en af de sødeste kammerater, jeg havde, da jeg spillede i Rom. Jeg så ham også privat. Og han var faktisk anfører det år, jeg var der. Eriksson havde sine drenge, og der var Carlo Ancelotti en af dem. Der var en klan, som han godt kunne lide, og så var der den modsatte klan med Boniek, Bruno Conti, Pruzzo – lidt ældre spillere som Eriksson var ved at klemme ud. Ancelotti var manden, som Eriksson havde valgt til at styre det game.”

”Han var meget vellidt, og jeg tror, det er en af grundene til hans succes i dag. Hans rare væsen har han bragt med, så mange af spillerne virkelig godt kan lide ham. Jeg tror, at hvis man skal have succes som træner, skal spillerne kunne lide en, så de yder 100 procent. Jeg tror, det er hans bedste våben,” siger Klaus Berggreen.

I Roma havde Ancelotti vundet et mesterskab samt fire pokaltitler, men da han i 1987 skiftede til Milan, begyndte han at vinde endnu større trofæer. Allerede i nyindkøbets første telefonsamtale med Silvio Berlusconi bekendtgjorde præsidenten, at han ville have Europa Cuppen til Milano inden for to år. 

Så var der pres på, men under træner Arrigo Sacchi udviklede Milan et superhold med den hollandske trio Rijkaard, Van Basten og Gullit som de udenlandske stjerner og hjemmedyrkede profiler som Franco Baresi og Paolo Maldini til at rydde op nede bagved. Og Carlo Ancelotti havde også en vigtig rolle. 

”Han fortsatte den stil, han havde vist i Rom. Det var hans varemærke. Han var nærkampsstærk, han var fuld af fightervilje, og han var først og fremmest en vinder. Det bragte han videre til Milan,” husker Klaus Berggreen.

Og sørme om ikke også midtbaneslideren fik lavet et mål i ny og næ. I 1989 scorede han med et flot langskud kampens første mål, da Milan i Europa Cup-semifinalen slog Real Madrid med hele 5-0 på San Siro og sikkert gik i finalen. Den vandt Milan med 4-0 over Steaua Bukarest, og denne gang fik Ancelotti lov til at starte inde og spille hele kampen. Året efter sejrede Milan igen, og i alt vandt Ancelotti i sin tid i Milano to Europa Cupper, to italienske mesterskaber, en italiensk og to europæiske Super Cup-titler samt to verdensmesterskaber for klubhold.

”Mestrene af Italien, Europa og verden. Spillet var værd at spille,” skriver Ancelotti om perioden i sin selvbiografi.

Cupturneringer og skinke
Det var også værd at træne, skulle det vise sig. Han startede som assistent for sin gamle boss Sacchi på det italienske landshold og blev siden træner i Reggiana, Parma og Juventus. Jobbet i Torino-storklubben sluttede med en fyreseddel efter to andenpladser på to sæsoner, men alligevel havde han snart Silvio Berlusconi i røret igen.

”Jeg vil vinde alt. Vi bliver herskere af Italien, Europa og verden,” sagde Milan-præsidenten til Ancelotti som et ekko af deres første telefonsamtale, men trods det store pres tog han jobbet i 2001.

I sin tid i Milan trænede han tre danskere; Jon Dahl Tomasson, Martin Laursen og Thomas Helveg. Sidstnævnte husker italieneren som en dygtig træner og som et behageligt menneske.

”Han er en meget stille og rolig type. Selvfølgelig autoritær, men på sin egen rolige facon. Han har ikke behov for at råbe så højt. Han er rummelig, og han er god til at se de forskellige behov, der måtte være på et hold. Få den rigtige indgangsvinkel til hver enkelt spiller.”

”Som udgangspunkt vil en italiensk træner gerne have noget stil. Det ligger til italienerne, at de gerne vil bevare en facade udadtil, og det er han en fantastisk eksponent for,” siger Thomas Helveg. 

Dengang i starten af årtusindet havde fynboen en perlerække af superstjerner som holdkammerater. Maldini, Sjevtjenko, Gattuso, Redondo, Inzaghi, Rui Costa, Rivaldo, Nesta, Seedorf, Pirlo og en god håndfuld flere trænede på Milanello, men de mange profiler fungerede i god balance, husker Helveg.

”Det var lige før, at man i Champions League og pokalturneringen kunne stille to forskellige hold, som man så satte sammen i turneringen. Det må have været fantastisk som træner at kunne sætte sit hold op. Der var et godt grundlag for at nå langt, fordi man kunne spare spillerne på de rigtige tidspunkter og holde de andre varme.” 

”Ancelottis andel i det hold var stor. Meget stor. Én ting er at have materialet til rådighed, noget andet er at disponere det rigtigt. Han sørgede for, at folk var til stede og kunne levere, og han satte spillerne op til de opgaver, der lå og ventede. Og så holdt han en god atmosfære og sørgede for, at miljøet var i orden. Det er jo også en toptræners opgave. Jeg ved godt, han har en masse hjælpere, som er med til at gøre det rigtigt, men det er som regel en chef, der har de vigtigste punkter, og det magtede han absolut,” siger Helveg, der også mindes Ancelottis specielle måde at komme til og fra træning. t

t Hans kone kom af og til og hentede ham i helikopter. Milano kan jo godt være besværlig at komme ind og ud af, og nogle gange var det måske bare nemmere at flyve til og fra. Helikopteren landede på træningsanlægget, og det var til stor moro at se chefen hoppe ind og stryge til vejrs,” siger Helveg.

Milan var flyvende 2002-03-sæsonen. Godt nok blev holdet kun nummer tre i Serie A, men det vandt pokalturneringen, og Carlo Ancelotti fik også sin første Champions League-titel som træner. På Old Trafford slog Milan rivalerne fra Juventus efter straffesparkskonkurrence. Andrej Sjevtjenko scorede det afgørende mål.

”Mine kære Milan-fans, de bedste hilsner fra et evigt øjeblik. Hvilken enorm tilfredsstillelse,” skriver Ancelotti i sin selvbiografi, hvor han også fortæller, at Milan-direktør Adriano Galliani tog pokalen med i seng efter sejrsfesten.

”Da Kaká kom til Milan, hjalp han os straks til at vinde Scudetto’en. Galliani fejrede, men han tog ikke den italienske mesterskabspokal med i seng. Han havde efterladt sit hjerte i Manchester, han kunne aldrig glemme sin hede nat med Europa Cup-pokalen, for Champions League er vigtigere end noget andet. Der er kun én gruppe af personer, der er uenige med mig: Dem som aldrig har været i stand til at vinde den,” lyder det i bogen, der har den engelske titel ”The Beautiful Games of an Ordinary Genius.”

På italiensk hedder selvbiografien i øvrigt ”Preferisco la Coppa” – et ordspil der kan betyde ”jeg foretrækker cuppen”, men også refererer til en særlig skinke fra Ancelottis hjemegn.

Liverpool igen
Ancelotti og resten af Milans kærlighedsaffære med Champions League blev kølet voldsomt ned i 2005. Med et på papiret langt, langt stærkere hold og en pauseføring på 3-0 var Milan godt på vej mod at køre Liverpool over i Istanbul-finalen, men så indtraf det mest mirakuløse comeback i turneringens historie, og det endte med straffesparkskonkurrence, hvor Ancelotti endnu engang kunne se en Liverpool-målmand, Jerzy Dudek, danse på stregen og sikre sit hold titlen. Et hårdt slag for Ancelotti (”Jeg har aldrig set den kamp igen, og jeg kommer aldrig til at gøre det”), men italienerne fik deres hævn to år senere, da Filippo Inzaghi scorede begge mål i en finalesejr på 2-1 over Rafael Benítez’ engelske mandskab.

”Den Champions League-titel, jeg vandt i Athen i 2007, havde en sød smag, fordi vi mødte Liverpool i finalen,” fortalte Ancelotti sidste år i et interview med spanske AS om en revanche, som Milan havde drømt om.

”Da de spillede semifinale mod Chelsea, lignede vores by The Kop – de mytiske lægter på Anfield. Vi var der iført Liverpool-halstørklæder, og alt gik som ønsket: Liverpool nåede finalen. Der var en eufori, som var umulig at beskrive. Vi vidste, at vi ville vinde Champions League, og at Liverpool ville blive knust,” sagde Ancelotti om en profeti, der gik i opfyldelse.

I 2009 rejste han for første gang fra Italien, da han blev ansat i Chelsea, og de næste fire år lykkedes det ham at vinde nationale titler i England og i Frankrig som træner for PSG. Men i 2013 kaldte Florentino Pérez, og så tog Champions League-specialisten til Real Madrid med ét særligt mål for øje:

”Den tiende Europa Cup-titel – La Décima – er et stort mål for alle med tilknytning til klubben, og jeg er ambitiøs og ansvarlig nok til at forsøge at levere den. At vide at jeg kan være behjælpelig er en stor motivation,” sagde Ancelotti ved sin præsentation i juni 2013.

Missionen blev fuldført. Da Atlético Madrid blev besejret på en majaften i Lissabon i 2014, fik Real Madrid den første Champions League-titel i 12 år, og samtidig tangerede Carlo Ancelotti en rekord sat af Liverpool-legenden Bob Paisley ved at vinde sin tredje Europa Cup-titel som træner. 

Det er ikke en rekord, som han selv har gjort et stort nummer ud af. 

”Jeg har det ikke godt med trænere, der siger ”jeg, jeg, jeg” hele tiden,” sagde han, da han inden finalen blev spurgt om muligheden for at nå op på siden af Paisley, men det er unægteligt en af de store præstationer i europæisk fodbold. 

Se bare dette udpluk af store navne, der har vundet turneringen to gange: Alex Ferguson, Ottmar Hitzfeld, Ernst Happel, Béla Guttmann, Pep Guardiola, Arrigo Sacchi, Brian Clough og José Mourinho.

Drømmen om nummer fire
Klaus Berggreen er ikke overrasket over succesen. Han kan genkende meget af sin gamle makker fra Stadio Olimpicos midtbane i den toptræner, der i dag styrer Real Madrid.

”Hans styrke er, at han har formået at bringe sin grinta – sin fightervilje, sin fandenivoldskhed – med over i trænerjobbet. Og det er ikke de nemmeste spillere, han har haft med at gøre gennem sin karriere, så at få dem til at makke ret og holde sig i ro kræver en god psykolog. Det har han vist sig at være, og det var han faktisk allerede dengang, da jeg spillede i Roma. Der var fraktionerne med Erikssons nye folk mod de gamle, og da var han allerede manden i midten, der skulle få det hele til at fungere,” siger Berggreen om Ancelotti, der har formået at vinde titler i Italien, England, Frankrig og Spanien.

”Han var en af de få spillere, der allerede dengang talte fremragende engelsk. Det var der ikke mange italienere, som kunne, men han gjorde det. Så han er klogere end gennemsnitsfodboldspilleren. Han har tilpasset sig de forskellige landes spillestil, men han har brugt sit grundkoncept, og grundkonceptet er en god defensiv. Det kan enhver italiener. Og så er man halvvejs mod succesen.” 

Også Thomas Helveg roser Ancelottis fodboldforståelse.

”Han er italiener, og han har en fantastisk taktisk fornemmelse. Man skal læse kampene rigtigt, og det er han smadderdygtig til.”

Og så er der det kuriøse faktum, at Carlo Ancelotti har vundet lige så mange Champions League-titler som nationale mesterskaber – tre af hver. Hos de store trænerlegender nævnt i forrige afsnit er det kun hos Brian Clough og Arrigo Sacchi, at man finder en lignende statistik, og det var da også værd at notere, at Real Madrid i Ancelottis første sæson triumferede i Europa og Copa del Rey, mens det var Atlético Madrids seje slid, der gav sejren i La Liga. Et tilfælde? Det mener Klaus Berggreen ikke.

”Når det virkelig gælder, så yder italienerne 110 procent. I de Champions League-kampe, hvor der er alt på spil, formår han at få sine spillere til at yde alt. I en turnering er der mange kampe, og man kan ikke få spillerne til at yde 110 procent hver gang. Det er måske det italienske gen, der gør, at der kan ryge nogle mesterskaber, fordi han ikke til hver eneste kamp var oppe i gear. Men når det gælder, yder man altså maksimalt, og det har han formået at give videre,” siger Berggreen. 

Real Madrid fører den hjemlige liga, men har i begyndelsen af 2015 smidt en del af det forspring, der blev opbygget i efterårssæsonen. Til gengæld kan spanierne måske trække på efterårets momentum, når Champions League begynder i næste uge. Som det eneste hold gik Real Madrid videre fra puljespillet med maksimumpoint, og den præstation blev belønnet med en overkommelig modstander i form af Schalke. Real Madrid er en oplagt kandidat til at blive den første klub siden Ancelottis Milan-hold fra 1990, der genvinder den fineste europæiske klubtitel, og det mål jagter den italienske træner.

”Det ville være en drøm at erobre Champions League for 11. gang, for vi ville være det første hold til at vinde trofæet to sæsoner i træk, siden UEFA ændrede formatet. Præsidenten Florentino Pérez ønsker det, og vi vil gøre alt for at gøre ham tilfreds.”

”Vi sætter ikke grænser. Vi vil forsøge at forbedre os og række endnu højere. Vi havde en rigtig god sæson, hvor vi var bedst i verden, og vi tror på, vi kan vinde alle titler, vi kæmper om. Det er et must for Real Madrid, for klubbens historie, for dens ære. Det her er Real Madrid, vi skal arbejde og kæmpe for at vinde igen,” sagde Carlo Ancelotti i begyndelsen af året i et interview med Tuttosport.

Lykkes den mission for Real Madrid, vil det være svært at komme uden om Ancelotti som den største træner i turneringens historie.