Video : Tipsbladet
La Liga

Ancelotti: Zidane og Real Madrid er det perfekte par

Carlo Ancelotti er sikker på, at Zinedine Zidane får succes efter sin hjemkomst til Real Madrid.

Zinedine Zidane er tilbage i Real Madrid, efter at han sagde op blot få dage efter Champions League-triumfen i sidste sæson. Det franske klubikon skal forsøge at redde æren for klubben efter en horribel sæson under først Julen Lopetegui og senere Santiago Solari. 

Carlo Ancelotti, der er tidligere manager i Real Madrid og nuværende manager i Napoli, mener, at det er helt rigtigt set af Real Madrid at hente Zidane tilbage til den spanske hovedstad. 

- Jeg vil sige, at Zinedine Zidane og Real Madrid er det perfekte par. De er som skabt for hinanden, og derfor kommer det også til at fungere igen. Fra næste sæson vil vi komme til at se Zidanes Real Madrid, både i Spanien og Europa, siger Carlo Ancelotti til France Football. 

Selvom Zidane har overtaget et vaklende Real Madrid-mandskab, så har han ifølge Ancelotti intet at være nervøs over.

- Zidane er fuldstændig klar over, hvad han har sagt ja til. Jeg ser ingen fare for ham. Ingen kan stille ham til regnskab for resultaterne i resten af sæsonen. Han kan tage det roligt i et par måneder, og denne sindsro kommer til at være vigtig, siger Carlo Ancelotti.  

Ancelotti har trænet Zidane i Juventus, mens Zidane i Real Madrid var en del af italienerens trænerstab.