Video : Tipsbladet
La Liga

Atletico henter argentinsk stopper hjem fra lejeaftale

Nehuén Perez bliver en del af Atletico Madrids førsteholdstrup, efter at de har ophævet hans lejeaftale med Argentinos Juniors et halvt år før tid.

I sommer sikrede Atletico Madrid sig den 18-årige forsvarsspiller Nehuen Perez fra Argentinos Juniors på en seksårig aftale, og spanierne sendte straks stopperen tilbage til den argentinske klub på en lejeaftale for denne sæson.

Den har de imidlertid valgt at rive i stykker et halvt år før tid.

Når de sydamerikanske U20-mesterskaber for landshold, hvor Perez repræsenterer Argentina, slutter den 10. februar, vil den 18-årige argentiner slutte sig til Atletico Madrids førstehold. Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.

Det sker i kølvandet på, at forsvarsgeneralen Diego Godin har pådraget sig en lårskade.

Selvsamme Godin har også været meldt på vej videre fra Atletico Madrid. Han har kontraktudløb til sommer, og Inter skulle være yderst interesserede i at hente den 32-årige uruguayaner, hvorfor Perez altså måske snart kan se frem til en større rolle i Atletico Madrid.  

Nehuen Perez har spillet tre kampe for Argentinos Juniors i denne sæson.