Video : Tipsbladet
La Liga

Atletico Madrid topper La Liga efter flot comebacksejr

Atletico Madrid er nummer et i La Liga efter en flot comebacksejr over Eibar.

Atletico Madrid hentede deres tredje sejr på stribe, da de tog imod Eibar søndag aften, og topper nu La Liga.

Gæsterne fra Baskerlandet fik ellers en forrygende start på opgøret, og efter tyve minutter var de foran med to mål. Angriberen Charles bragte Eibar foran efter seks minutter med et hovedstød, og backen Anaitz Arbilla udbyggede føringen med et skud fra kanten af feltet knap ti minutter senere.

Efter en halv times spil fik Atletico Madrid imidlertid reduceret. Stortalentet Joao Felix sendte Diego Costa i dybden, før den stærke angriber sendte bolden tilbage til Felix, der nemt kunne sende bolden over stregen.

Eibar holdt føringen frem til pausen, men syv minutter efter anden halvlegs første fløjt fik Atletico Madrid udligningen i nettet. Venstrebacken Renan Lodi spillede bolden til netop indskiftede Vitolo, der med sin førsteberøring dirigerede bolden i mål.

I slutminutterne blev Joao Felix skiftet ud til fordel for Thomas Partey, og det viste sig at være en god beslutning. I overtiden scorede midtbanespilleren nemlig sejrsmålet, og det gjorde han efter en flot dribletur. 

Mere blev der ikke scoret, og kampen sluttede 3-2. Atletico Madrid ligger nu nummer et i La Liga med maksimumpoint efter tre kampe.