På en dag med derbys rundt omkring var der også derby i Madrid mellem Real og Atletico. Det blev en meget ensidig kamp, hvor Atletico på deres hjemmebane havde fuldstændig styr på kampen.
De blev dog sat lidt heldigt i gang, da et skud på kanten af feltet midt for mål fra Tiago gik ind. Den gik lige mod Casillas, men i stedet for at bruge hænderne, så brugte Casillas sit knæ til at blokere skuddet. Det betød, at bolden sneg sig lige over stregen.
Anderledes var det dog kort efter, da Saúl Ñíguez kastede sig op og saksesparkede bolden i mål via den ene stolpe. Denne gang helt uden chance fro Casillas. Efter halvlegen lukkede Griezmann endegyldigt kampen, da han nemt kunne trille bolden over stregen.
Kort før tid gjorde Mandzukic ondt værre for Real, da han headede Atletico foran 4-0, og ydmygelsen af Champions League-mestrene var dermed total, hvor en velfornøjet Diego Simeone kunne nyde sejrens sødme fra sidelinjen, mens Carlo Ancelotti havde en del vejrtrækningsøvelser i kampens overtid.
Dermed har Real Madrid nu kun fire point ned til Atletico Madrid og Barcelona. Sidstnævnte spiller i morgen mod Bilbao på udebane. Mesterskabet er nu åbnet helt op i Spanien.