Video : Tipsbladet
La Liga

Avis: Barcelona-talent rykker til Bundesligaen

Schalke 04 er angiveligt tæt på at kunne sikre sig endnu et FC Barcelona-talent på en lejeaftale.

Schalke 04 er tæt på at kunne sikre sig en forstærkning til forsvaret fra storklubben FC Barcelona.

Den franske forsvarsspiller Jean-Clair Todibo har fået begrænset med spilletid i Katalonien og har længe været meldt på vej væk fra klubben. Nu ser det også ud til at ske inden længe.

Søndag aften landede franskmanden i Tyskland, hvor han fremover skal spille for Bundesligaens nummer fem, Schalke 04. Det skriver avisen Bild, der også har video af, at Jean-Clair Todibo ankommer i Tyskland.

Læs også:Karantæner - hvem er ude?

Schalke 04’s sportsdirektør Jochen Schneider har også bekræftet overfor avisen, at en handel er tæt på.

- Jeg håber, at transferen vil falde på plads inden længe, fortæller han til Bild.

I første omgang skulle der være tale om en lejeaftale, der gælder for resten af sæsonen, men Schalke 04 håber angiveligt at få en købsoption med i aftalen, så de kan beholde den 20-årige franskmand, hvis han imponerer.

Schalke 04 har desuden en anden lejesvend fra FC Barcelona i forsvaret. Det er Juan Miranda, der gør sig på venstre back og har spillet tre Bundesliga-kampe i denne sæson.

Jean-Clair Todibo kom til FC Barcelona i januar 2019 fra Toulouse, men har siden blot spillet fem kampe for katalanerne.