Video : Tipsbladet
La Liga

Bale på måltavlen i Real Madrids sejr

Gareth Bale scorede for Real Madrid i et opgør, hvor det spanske storhold var ramt af skader og karantæner.

I sidste uge buhede tilskuerne af Gareth Bale i kampen mod APOEL på Santiago Bernabeu. Søndag aften kom han på måltavlen for Real Madrid med et fint lob til 1-3 i midten af anden halvleg. Her lod målmand Gerónimo Rulli sig snyde af waliserens afslutning.

Det første mål sørgede 20-årige Borja Mayoral for. Små tyve minutter var der spillet, da den spanske angriber åbnede opgøret med sit mål til 0-1.

I den anden ende af banen kom Kévin Rodrigues i fokus. Backen dukkede op til venstre i Real Madrids felt og tøvede ikke med sin afslutning, som Keylor Navas ikke kunne holde i favnen. Keeperen så ikke for godt ud i denne situation.

Før pausen scorede Kévin Rodrigues igen. Denne gang var det i eget net, og Real Madrid kom i front med 1-2. 

Marco Asensio nåede at fejre sit mål til 1-4, før dommeren dømte offside og underkendte målet.

Dermed har Real Madrid nu otte point efter fire kampe. Søndagens modstandere fra Real Sociedad ligger lige nøjagtigt over Zinedine Zidanes mandskab i tabellen med en tredjeplads. 

Til kampen sad Karim Benzema og Toni Kroos ude med skader. Marcelo og Cristiano Ronaldo er fortsat ude grundet karantæne.