Video : Tipsbladet
La Liga

Barca-præsident udelukker Neymar til januar

FC Barcelona kommer ikke til at gå efter Neymar i januar-transfervinduet, selvom klubben forsøgte sig med alt, hvad den havde denne sommer.

Neymar ville så inderligt gerne skifte fra PSG til FC Barcelona denne sommer. Det er ingen hemmelighed, men de to klubber kunne ikke blive enige om en aftale, og dermed er brasilianeren stadig spiller i den franske hovedstad.

Men hvad så med januar? Der venter et nyt transfervindue og en ny chance, men den kommer FC Barcelona ikke til at gå efter.

Det understreger Barca-præsident Josep Maria Bartomeu:

- Neymar kan ikke skifte til FC Barcelona i januar, og Barca-omklædningsrummet har ikke noget at skulle have sagt omkring den beslutning, siger en kontant Bartomeu til Barca TV.

Bartomeu understreger, at klubben allerede har gjort alt for at hente brasilianeren:

- Vi gjorde alt, hvad der var muligt for os i forhold til at lande en aftale. Vi tilbød dog ikke nogle specifikke spillere i bytte. Vi talte om det, men alle navne blev givet af PSG og ikke os. Vi talte om en lejeaftale gældende for et år, hvor vi så havde en mulighed for at købe. Jeg ved, at andre klubber også forhandlede, og på et tidspunkt bad Neymar PSG om kun at forhandle med os. Neymar vidste, hvad han skulle gøre, og han gjorde, hvad han kunne. Faktum er dog, at han skal spille sæsonen i PSG.

Om der kan landes et skifte næste sommer ser væsentligt mere sandsynligt ud.