Barca-spiller nedtoner United-link
Illustration
La Liga

Barca-spiller nedtoner United-link

Thiago Alcantara vil først forholde sig til sin fodboldfremtid, når U21 EM er overstået. 

Thiago Alcantara brugte mere tid på bænken end på banen i sidste sæson i FC Barcelona. Derfor er han blevet rygtet væk fra den catalanske klub, hvor især Manchester United skulle være interesseret. Den 22-årige spanier vil dog ikke spekulere over fremtiden, før sommerens U21 EM-slutrunde er afviklet. 

- Jeg lever bare mit liv, og jeg er rigtig glad. Jeg nyder at være i Barcelona, for jeg har oplevet nogle fantastiske ting her. Men vi må se, hvad der sker efter EM, siger den unge spanier ifølge SKy Sports. 

- Alle spillere er vant til, at der er rygter om én, så det må ikke gå én  på. 

Den angivelige interesse fra Manchester United fik forleden klubbens målmand David de Gea til at tilskynde Thiago at slutte sig til ham på Old Trafford. 

- Alle spillere ønsker at have de bedste spillere på sit eget hold. Så jeg kunne også sige til ham (de Gea, red.), at han bør komme til Barcelona. 

Inden denne sæson lød Thiagos frikøbsklausul på 675 millioner kroner, men fordi han har spillet så få kampe i løbet af sæson, er den nu faldet til blot 135 millioner kroner.