Video : Tipsbladet
La Liga

Barca-træner forsvarer uskarpe Suarez: Modstanderne frygter ham

Luis Suarez har ikke scoret i denne sæsons Champions League, men det bekymrer ikke Ernesto Valverde.

FC Barcelona kunne ikke knække Lyon, da de to hold mødtes i den første af to 1/8-finaler i Champions League tirsdag aften. Det sluttede uden mål, selv om FC Barcelona havde adskillige chancer.

Det var blandt andet tilfældet for FC Barcelonas uruguayanske angriber, Luis Suarez, der kom frem til flere chancer, men måtte gå fra banen uden at have scoret. Og det er ikke en ny oplevelse for Suarez. I denne sæson har han nemlig ikke scoret i Champions League, og kun én gang i sine seneste 17 kampe i turneringen har han fået netmaskerne til at blafre.

Men på trods af det forholder Barcelonas cheftræner, Ernesto Valverde, sig rolig. Suarez og resten af holdet kommer nemlig stadig til chancer, og modstanderne frygter stadig den urugayanske angriber.

- Det bekymrer mig ikke. Det ville bekymre mig, hvis han ikke fik chancer, som er det, man vil have fra en angriber. Og selv hvis han ikke kom til chancer, skaber han dem stadig for sine holdkammerater. Modstanderne frygter ham.

- Hvis jeg ser mit hold brænde chancer, irriterer det mig. Selvom jeg er irriteret, er jeg afslappet. Det jeg ikke kan lide er, hvis vi ikke kommer til nogen chancer, fortæller Valverde ifølge ESPN.

Suarez, 32, har scoret 15 gange på 23 kampe i La Liga i denne sæson.