Video : Tipsbladet
La Liga

Barcelona-direktør slår fast: Vi gjorde alt for at købe Neymar

Brasilianeren er fortsat at finde i Paris Saint-Germain, men Barcelona gjorde alt for at hente spilleren, lyder det nu fra administrerende direktør Oscar Grau.

Verdensstjernen Neymar forsøger lige for tiden at spille sig tilbage i hjerterne på Paris Saint-Germains fans.

Sommeren blev en transfersaga, hvor Neymar ikke gjorde meget for at lukke ned for snakken om et klubskifte, men til syvende og sidst var han ikke i stand til at presse et skifte til FC Barcelona igennem, selv om den spanske klub forsøgte at få ham tilbage.

Og ifølge FC Barcelonas administrerende direktør, Oscar Grau, blev alle sejl sat ind på at hente den nu 27-årige angriber tilbage.

- Klubben gjorde alt, der var muligt, for at bringe Neymar til. To forslag - med og uden spillere - på en bæredygtig (i forhold til financial fair play, red.) måde, men følelsen var egentlig, at PSG aldrig ønskede at sælge, siger Oscar Grau til Mundo Deportivo.

Også Real Madrid har på rygteplan været meldt interesseret i Neymar, der kostede 1,65 milliarder kroner, da han i 2017 skiftede fra FC Barcelona til Paris Saint-Germain.

Neymar har kontrakt i Paris Saint-Germain frem til sommeren 2022.