Barcelona-stjerne svinede linjedommer: Får fire dages karantæne
Foto: Manu Fernandez/Polfoto
La Liga

Barcelona-stjerne svinede linjedommer: Får fire dages karantæne

Forsvarsspiller Gerard Pique så rødt i mandags, hvor Barcelona spillede 1-1 med Athletic Bilbao og tabte Super Cuppen samlet. Det koster nu fire dages karantæne.

Tal ordentligt!

Det er nok, hvad FC Barcelonas træner, Luis Enrique, har sagt de seneste par dage til den spanske landsholdsspiller Gerard Pique, efter forsvarsprofilen fik rødt kort for at overfalde en linjedommer verbalt i Barcelonas kamp mod Athletic Bilbao, der sluttede 1-1. Bilbao havde vundet det første opgør i den spanske Super Cup med 4-0 og tog altså trofæet samlet, og nu må Barcelonas sande, at Piques dumhed koster i ligaen også.

For det spanske fodboldforbund har ikke vist nåde over for forsvarsspilleren, der netop har fået karantæne i de kommende fire kampe - og de fire karantænedage gælder i alle spanske turneringer.

Dermed er Gerard Pique at finde på tribunen, når FC Barcelona - ironisk nok - åbner den spanske liga med en kamp på udebane mod Atheltic Bilbao. Derudover går Pique også glip af hjemmekampen mod Malaga, udekampen mod Atletico Madrid og en hjemmekamp mod Levante.

Gerard Pique appellerede og sagde, at han ganske rigtigt havde sagt nogle mindre pæne ord, men han argumenterede for, at det ikke var rettet mod linjedommeren.

Men Barcelona og Pique fik ikke held med en appel.