Barcelonas appel er afvist: Suarez beholder sin karantæne
Foto: Manu Fernandez/Polfoto
La Liga

Barcelonas appel er afvist: Suarez beholder sin karantæne

Det lykkedes ikke FC Barcelona at omstøde Luis Suarez' karantæne fra den spanske pokalturnering.

Luis Suarez må sidde over i de kommende to pokalkampe. 

Det står klart, efter det spanske fodboldforbund tirsdag afviste FC Barcelonas appel om at ændre dommen.

Dermed bliver den uruguayanske angriber ikke klar til onsdagens returkamp mod Espanyol samt næste kamp i pokalturneringen, hvis FC Barcelona går videre.

Det er der dog store chancer for, at de gør, da den første kamp endte 4-1 på Camp Nou.

Kampen mellem de to lokalrivaler blev spillet meget svinsk, og den onde rivalisering fortsatte efter kampen.

Her skulle Luis Suarez, ifølge dommeren, have provokeret spillerne fra Espanyol, og det skabte så stor tumult, at trænere og officials måtte skille de to klubbers spillere ad.

Derfor modtog Suarez efterfølgende straffen på to spilledages karantæne.