La Liga

Beckham-loven til debat i Spanien

Særloven, der giver udenlandske spillere en skattefordel i Spanien, er kommet under pres

Ligesom vi kender det fra Danmark med forskerordningen, hvor udlændinge med en årslån på mere end 763.000 kroner kan slippe med at betale 25 procent i skat i tre år eller 33 procent i fem år, kan udenlandske fodboldspillere i Spanien opnå en skattemæssig fordel gennem en særlov. Tjener man mere end 53.407 euro, er skattetrykket normalt på 43 procent, men ingen regel uden undtagelser.

Ligesom det er pointen med den danske forskerordning, er der indført specielle regler for at tiltrække ressourcestærke udlændinge til Spanien. Udlændinge med en årsløn på over 600.000 euro kan slippe med at betale 25, og det er de spanske storklubber svært tilfredse med. Det gør, at de er i stand til at hente megastjerner som Cristiano Ronaldo og Zlatan Ibrahimovic til landet, og det er da også et navn i den størrelsesorden, som loven er opkaldt efter i folkemunde. »Beckham-loven« blev indført i juni 2005 med tilbagevirkende kraft til 1. januar 2004, så den engelske verdensstjerne, der skiftede til Real Madrid i sommeren 2003, var en af de første store navne, der fik glæde af loven.

Utilfredse socialister
Nu er loven dog kommet under pres. De venstreorienterede partier BNG, ICV og IU i det spanske parlament er blevet enige om at kigge loven efter, fordi den, ligesom det er tilfældet i Danmark, tiltrækker flere fodboldspillere end videnskabsmænd, som det oprindeligt var hensigten at få til landet. Bliver loven ændret, vil det ikke påvirke de nuværende stjerners pengepung, men alle spillere, der bliver hentet efter 1. januar 2010, vil mærke ændringen. Den beslutning har selvsagt fået det spanske fodboldsamfund op af stolen.

- Hvis skattefordelen bliver skrottet, vil det påvirke fodbolden og gøre ligaen mindre interessant. Der vil være færre seere, færre sponsorer, færre tilskuere - og så vil staten få færre skatteindkomster, siger José Luis Astiazarán, der er præsident for det spanske fodboldforbund, og han taler ligefrem om en mulig suspendering af turneringen.

Astuazarán bliver bakket op af sin kollega fra FC Barcelona, Joan Laporta.

- Jeg bryder mig ikke om, at man vil gennemføre disse initiativer uden at snakke med dem, som loven vil påvirke,« siger Laporta ifølge El Mundo Deportivo, og understreger, at han snakker på alle klubbers vegne, eftersom Barcelona på grund af klubbens mange hjemmedyrkede spillere ikke vil få lige så store problemer, som mange andre.

Dog får parlamentet støtte af et ganske stort navn - Raúl.

- Alle bør spille efter de samme regler. Vi må se, om det går igennem,« siger Raúl, der ikke tror, det vil få indflydelse på de spanske klubbers muligheder for at hente store udenlandske navne.

På trods af Beckham-loven er den spanske den af de store europæiske ligaer, der har færrest udlændinge. Kun 35,8 procent af spillerne er udlændinge, mens det tilsvarende tal for Premier League er 65,5 procent.